Der er nu gået 10 måneder, og jeg må stadig kæmpe for at holde tårerne og diverse skældsord tilbage,
når jeg tænker tilbage på de 3 indbrud vi havde sidste år..
Hvordan kan man få sig selv til at gå ind og tage andres ting? For pengene??? virkelig..
INTET beløb burde kunne få et menneske til at handle sådan.
Nogle af de ting der blev taget, havde en helt bestemt betydning for mig.
Nogle af de ting, havde jeg som helt lille sat mig for, at jeg skulle have resten af livet, da det var arvestykker. De ting, er der intet der kan erstatte.
For slet ikke at snakke om hvordan man bliver påvirket af en sådan oplevelse!
Jeg har ikke tal på de nætter jeg har sat oppe pga. det.. alle de mareridt jeg har haft efterfølgende..
Nætter hvor jeg vågnede med et chok, ved bare den mindste lyd..
alle de timer jeg har sat i mit værelses-vindue og ventet på at bilen ville køre stille forbi,
så jeg kunne identificere den med bilen jeg så køre ud fra vores indkørsel efter tredje indbrud.
Alle de blinde veje jeg er stødt på, når jeg har fulgt bare de mindste ledetråde til hvem det kunne være..
Alle de gange jeg har beskyldt mig selv for at de ikke blev snuppet i det
- fordi jeg ikke gik lidt tidligere hjem - fordi jeg ikke havde mine briller på, så jeg kunne se nummerpladen
- fordi jeg ikke reagerede hurtigt og løb efter bilen så jeg kunne se nummerpladen, osv.
Det er et helvede - især de første par måneder.
Jeg tænker ikke på det så ofte mere, men alt dette popper op i mit hoved igen,
når jeg hører at nogen har haft indbrud - og så kan det godt være svært at styre følelserne.
Så jeg måtte lige skrive dette.. egentlig bare fordi jeg ville ønske at indbrudstyven kunne se det -
selvom jeg er overbevist om at det ikke er en jeg kender,
og tror skam også at personen har alt for travlt med at rende rundt og være et røvhul.
